SF-formand taler nu om forhandlingskrav – men ikke ultimative

    I valgkampen har SF lanceret ultimative krav, hvis partiet skal støtte en socialdemokratisk ledet regering.

    På første forhandlingsdag lyder det dog til, at partiet er blødt lidt op, hvis mandaterne skal bruges til at støtte formand Mette Frederiksen (S) som kommende statsminister.

    – Det hedder forhandlingskrav, og der er selvfølgelig nogle, vi er villige til at forhandle om. Vi har ikke lagt hele vores politik frem. Vi har sagt, at vi har fokus på børnefattigdom, minimumsnormeringer og klima, siger hun.

    Folketingspartierne er fredag indkaldt af Mette Frederiksen for at undersøge muligheden for at danne regering.

    For SF har det været et ultimativt krav at afskaffe kontanthjælpsloftet. Desuden vil partiet have minimumsnormeringer i daginstitutioner, ellers vil partiet ikke stemme for den første finanslov til efteråret.

    SF har en lang liste med 15 krav, som er lagt frem undervejs i valgkampen, og som formand Pia Olsen Dyhr fredag tager med til mødet med Mette Frederiksen, der forsøger at danne regering efter valget for to dage siden.

    – Det centrale er minimumsnormeringer, den mest ambitiøse klimalov i hele verden, og vi skal afskaffe børnefattigdom for at komme med nogle krav, men jeg har en hel liste med 15 forhandlingskrav med, siger SF-formanden.

    Rød blok fik et flertal på 91 mandater uden Alternativet.

    SF står godt i forhandlingerne, da partiet ved valget for to dage siden fik et rygstød af vælgerne og fik fordoblet mandattallet, så de nu har 14 mandater.

    Partiet har talt om at træde ind i regering, men det er ikke et krav til forhandlingerne.

    – Vi er villige til at række hånden ud og sige, at vi godt kan træde ind i en regering, men det kræver politiske indrømmelser, og de er helt afgørende for den videre diskussion.

    – Vi har i SF prøvet at sidde i regering. Vi skal ikke sidde i regering for enhver pris, siger hun.

    Hun hentyder til, da SF trådte ud af SRSF-regeringen i januar 2014 og oplevede noget nær et kollaps, hvor flere fremtrædende medlemmer forlod partiet.

    /ritzau/