Forsvarsminister Carl Holst (V) stiller nu sin private kampagnemail til rådighed for Statsforvaltningens undersøgelse af hans særlige rådgiver, Christian Ingemann.
Det oplyser han i en e-mail til Ritzau.
Det sker til trods for, at Carl Holst tidligere fredag nægtede at ville stille sin private kampagnemail til rådighed for Statsforvaltningens undersøgelse.
Til Fyens Stiftstidende sagde Carl Holst, at e-mailen var privat, og at han af den grund ikke ville udlevere den.
Men nu har han skiftet mening.
– Der er ingen, der mere end jeg ønsker at komme til bunds i denne sag. Jeg har derfor i dag talt med Statsforvaltningen og aftalt, at jeg naturligvis vil samarbejde fuldt ud med Tilsynets undersøgelse.
– Og at jeg stiller alt materiale til rådighed, som de har brug for, og at de herunder også får fuld adgang til min private valgkampsmail, skriver Carl Holst i en e-mail.
Carl Holst er igen kommet i modvind, da flere indicier peger på, at den tidligere regionsformand har brugt Christian Ingemann Nielsen i forbindelse med sin valgkamp til Folketinget i juni.
Det skete, selvom Christian Ingemann Nielsen var ansat i regionen og dermed betalt af skatteborgerne. Det er i strid med reglerne, for en politiker må ikke bruge offentlige midler eller medarbejdere, der er ansat i forvaltningen, til at fremme sin valgkamp.
Carl Holst skriver i e-mailen, at han “beklager dybt, hvis der er overtrådt nogen regler i forbindelse med Christian Ingemanns arbejde for mig i regionen”.
– Det har ikke været min hensigt, og jeg ser frem til at få hele sagen redt ud, siger Carl Holst.
Sagen er den seneste af en hel række, som forsvarsministeren har rodet sig ud i på blot tre måneder.
Først var der sagen om hans “efterløn” på over 800.000 kroner fra Region Syddanmark, som Carl Holst i første omgang fastholdt retten til, selvom han var gået direkte til stillingen som forsvarsminister, der giver mere end 1,1 million kroner om året.
Siden vendte han dog rundt og holdt fast i de omkring 500.000 kroner, han havde fået udbetalt, mens han frasagde sig fremtidige udbetalinger.
Carl Holst fik samtidig kritik for, at han under sin sommerferie ignorerede et brev fra forsvarets kampflymekanikere, der advarede om, at de ikke længere kunne holde til presset i forbindelse med kampflymissionen mod Islamisk Stat.
Hjemvendt fra sommerferie fik Carl Holst rodet sig ud i flere udtalelser, som tilsyneladende ikke var koordineret med regeringstoppen.
Blandt andet om masseødelæggelsesvåben i Irak-krigen, behovet for flere penge til forsvaret og en afstemning om forsvarsforbeholdet.
Flere meningsmålinger har i de seneste dage vist, at danskernes tålmodighed med forsvarsministeren er tæt på at være væk.
I en Megafon-måling for TV2 og Politiken er Carl Holst den første minister nogensinde, der scorer 0,0 procent i popularitetsmålingen.
Epinion har for DR lavet en meningsmåling, hvor 58 procent af vælgerne mener, at Carl Holst bør gå af. Kun 16 procent mener, at han bør blive på posten.
/ritzau/