McLaren antyder snarlig afsked med Jenson Button


    McLaren antyder fredag, at den tidligere verdensmester Jenson Button nærmer sig et stop på det britiske Formel 1-hold.

    Udmeldingen kommer efter en træning forud for weekendens grandprix på Suzuka-banen i Japan.

    – Jenson er en fantastisk person, en verdensmester og en stor del af vores familie hos Honda og McLaren gennem seks sæsoner, siger direktør Jonathan Neale.

    – Vi har kontrakt med ham, og vi ønsker, at han bliver. Vi kan meget godt lide ham.

    – Men hvis en kører ikke rigtigt ønsker at blive i sædet, så må vi respektere det, siger Neale.

    Tidligt på ugen skrev flere britiske medier, at Jenson Button ville stoppe i Formel 1. Der blev spekuleret i, at udmeldingen fra verdensmesteren fra 2009 sandsynligvis ville komme i Japan i weekenden.

    McLaren har haft en elendig 2015-sæson i Formel 1, og Jenson Button fortalte torsdag, at han ikke nyder at køre bagest i feltet.

    Med danske øjne er det særdeles interessant, hvad der sker, da Kevin Magnussen er reservekører hos McLaren.

    I slutningen af 2014 var McLaren i tvivl om, hvorvidt holdet skulle satse på Button eller Magnussen i 2015 ved siden af spanske Fernando Alonso, som blev hentet hos Ferrari forud for den igangværende sæson.

    /ritzau/Reuters