Fire direktører og en personaleleder er blevet fyret på baggrund af skandalesagerne om udvikling af Skats udskældte og snart helt skrottede it-system EFI og svindel med udbytteskat til 6,2 milliarder kroner.
Men Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen, beholder sit job, og det bakker skatteminister Karsten Lauritzen (V) op om.
– Problemerne blev ikke videregivet til Skats øverste ledelse. Derfor holder jeg it-direktøren ansvarlig.
– Jeg har det sådan, at når det handler om it, så er det ham med ansvaret for it, der skal holdes ansvarlig. Og det samme er tilfældet med andre.
– Og nu er Jesper Rønnow chef for det hele, men med de oplysninger, som jeg har, så er det ikke Skats øverste ledelse, som jeg vil holde ansvarlig for det her, siger ministeren, som fredag fremlagde en handlingsplan for Skat efter de seneste skandaler.
Karsten Lauritzen mener, at Skats direktør med fyringerne har truffet de rigtige personalemæssige beslutninger.
– En meget stor del af Skats direktion er sendt hjem nu. Jeg har aldrig oplevet, at så mange embedsmænd er blevet sendt hjem. Tjenestemandsansatte kan se frem til tjenstlige forhør – det er ganske vidtgående, siger skatteministeren, som tilføjer:
– Der er grund til at rette kritik af Rønnow. Men jeg har tillid til, at han kan løfte opgaven. Jeg mener, at det er ham, der skal stå i spidsen for Skat.
Tilbage i 2013 sagde Jesper Rønnow Simonsen til Politiken, at “den vigtigste del af min opgave er at få EFI til at køre. Kan jeg ikke løse opgaven, er jeg ikke den rette til jobbet”.
Adspurgt om, hvorvidt Skats direktør så ikke bør gå af, når EFI skrottes, svarer Karsten Lauritzen:
– Jeg tror, han har været ude at forsvare og forklare det citat. Og citatet, må man sige, ikke var klogt. Men med de rapporter, der ligger, synes jeg ikke, det er rimeligt at placere det primære ansvar for udbytteskandalen og EFI hos Jesper Rønnow.
Ministeren henviser til, EFI-systemet har været under udvikling i 10 år
– Mange af de mennesker, som har været med til at udvikle systemet, er der ikke mere, og dem kan man ikke drage til ansvar.
– Når det handler om driftsmæssige ting som et it-system, så er det svært at placere et ansvar. Så er der kun dem, der rent faktisk har haft ansvaret for systemet tilbage, siger Karsten Lauritzen.
/ritzau/