DIF melder FC Roskilde til politiet i matchfixingsag

    Danmarks Idrætsforbund (DIF) har i forbindelse med sin undersøgelse af sagen om matchfixing i FC Roskilde meldt fodboldklubben til politiet.

    Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi over for TV2 Sport onsdag.

    – Midt- og Vestsjællands Politi undersøger i øjeblikket en anmeldelse rettet mod fodboldklubben FC Roskilde. Da efterforskningen er i gang, kan politiet ikke udtale sig yderligere om indholdet i anmeldelsen, siger kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard i en mail til TV2 Sport.

    I en pressemeddelelse bekræfter DIF, at man overdrog sagen til politiet 27. maj, men at Matchfixingsekretariatet fortsat undersøger eventuelle forhold, der strider mod Matchfixinglovregulativet og ikke straffeloven.

    – Samarbejdet med politiet og andre myndigheder er meget vigtigt for os.

    – Politiet har nogle helt andre efterforskningsmæssige muligheder end os, og derfor er vi glade for, at Midt- og Vestsjællands Politi har valgt at kigge nærmere på sagskomplekset, siger Poul Broberg, chef for DIF’s Matchfixingsekretariat, i pressemeddelelsen.

    – I forhold til indholdet af sagen, eller hvad vi arbejder videre med, har vi på nuværende tidspunkt af efterforskningsmæssige hensyn ingen kommentarer, fortsætter han.

    Sagen begyndte, da daværende cheftræner i FC Roskilde Christian Lønstrup på et spillermøde efter nederlaget på 1-2 til Lyngby 12. maj sagde, at han havde beviser på matchfixing, men ikke fremlagde dem.

    Efterfølgende tog spillerne skarpt afstand fra matchfixing i en pressemeddelelse fra Spillerforeningen, og Lønstrup blev kort efter suspenderet. 29. maj kom det frem, at han efterfølgende havde sagt sit job op.

    FC Roskilde var længe indblandet i nedrykningskampen i 1. division, men det lykkedes at blive i landets næstbedste række med en sejr i næstsidste spillerunde over Fredericia.

    /ritzau/