Verdensledere hylder veteranerne fra D-dag

    Præsidenter og politiske ledere fra USA, Frankrig, Tyskland og Storbritannien er blandt de mange, der onsdag er samlet på Englands sydkyst for at markere 75-året for D-dag.

    Stjernerne i showet er hverken USA’s præsident, Donald Trump, den britiske dronning Elizabeth eller Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.

    Det er derimod de mindst 300 veteraner, som i dag er i alderen 91 til 101 år, der er med i kystbyen Portsmouth – stedet, hvor de afsejlede fra for præcis 75 år siden.

    Både præsidenter, premierministre og de britiske kongelige gav veteranerne et stående bifald, da de aldrende soldater gjorde honnør fra scenen.

    Den 93-årige dronning Elizabeth takkede veteranerne for deres heltemod.

    – Det er med ydmyghed og fornøjelse, at jeg på vegne af hele landet, faktisk hele den frie verden, siger tak til jer alle, sagde dronningen.

    En af veteranerne, Harold Wilson, fortalte inden onsdages ceremoni, at han var overvældet over at opleve, at D-dag stadig har betydning. En ung fransk familie stoppede for at takke ham for at have befriet deres land, da de gamle soldater tirsdag besøgte Dunkirk, fortæller han.

    – Jeg synes, at det er fantastisk efter alle disse år. Det gør det tydeligt for mig, hvilken nytte det gjorde, siger Wilson.

    Den to dage lange markering af D-dag er en hyldest til de soldater, der skrev historie ved at deltage i den risikable mission.

    Selve D-dag, hvor 150.000 allierede soldater gik i land i Normandiet i det nordvestlige Frankrig, er først den 6. juni, altså torsdag.

    Men en stor del af den kæmpe styrke, der på D-dagen gik i land i Normandiet, var tidligere afsejlet fra netop Portsmouth, hvor onsdagens ceremoni foregår.

    Operation Overlord, som den omfattende operation blev kaldt, var et afgørende vendepunkt i Anden Verdenskrig og bidrog til Nazitysklands nederlag i maj 1945.

    – Landgangen i Normandiet for 75 år siden var et eksempel på historisk internationalt samarbejde, siger den britiske premierminister, Theresa May, i en tale, hvor hun hylder veteranerne, der “kæmpede for at sikre den frihed og fred, vi nu nyder”.

    Også Angela Merkel, hvis land udgjorde fjenden dengang, er til stede ved den to dage lange markering af D-dag.

    Det samme er repræsentanter for alle de lande, der kæmpede side om side med briterne i Normandiet, herunder USA, Frankrig, Holland, Norge, Polen og Danmark.

    Ruslands præsident, Vladimir Putin, var med ved markeringen af 70-året i Frankrig for fem år siden. Han er ikke inviteret denne gang.

    Det daværende Sovjetunionen var ikke involveret i D-dag i Normandiet, men spillede en afgørende rolle i nazisternes nederlag på østfronten.

    /ritzau/AP