Halvdelen af valgdagen er overstået. Og halvdelen af danskerne er stemt.
Sådan er status for folketingsvalget klokken 14 ifølge Ritzaus stikprøver rundt omkring i landet.
Helt nøjagtigt havde 51,3 procent af vælgerne stemt på det tidspunkt ifølge en række stikprøver, der i alt dækker over 353.582 stemmeberettigede vælgere. Opgørelsen er inklusive brevstemmer afgivet før valgdagen.
Det er et noget højere tal end ved folketingsvalget i 2015, hvor 38,1 procent havde stemt klokken 14. Dengang åbnede valgstederne dog først klokken 9 – altså en time senere end i år.
Samtidig falder valget i år på grundlovsdag, hvor mange har fri fra arbejde, mens det i 2015 faldt på en almindelig torsdag i juni.
Det spiller nok ind i den høje stemmeprocent tidligt på dagen, vurderer professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.
– Der er rigtig mange, der haft mulighed for at stemme tidligere end normalt, så det præger tallene, siger valgforskeren.
Han tror dog også, at den høje foreløbige valgdeltagelse afspejler en interesse for valget.
– Det er et valg, hvor der vitterligt er noget på spil. Vi står foran et regeringsskifte, og der er 13 partier, hvoraf nogle er lige på grænsen til at komme ind,
– Så danskerne ser, at deres kryds faktisk er vigtige, siger Kasper Møller Hansen.
Der er til gengæld ikke tegn på, at tendensen til flere brevstemmer fortsætter. Hver eneste kommune i Ritzaus stikprøve har modtaget lidt færre brevstemmer end i 2015.
I alt er der omkring 4,2 millioner stemmeberettigede vælgere til folketingsvalget 2019.
De har indtil klokken 20 til at komme hen til deres valgsted. Stemmeboksene lukker derefter, når der ikke er flere i kø, der ønsker at stemme.
De sidste mange år har valgdeltagelsen ved folketingsvalg svinget mellem 84 og 88 procent.
I 2015 endte den på 85,9 procent, svarende til 3,52 millioner stemmer.
/ritzau/