Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) kommer også de næste fire år til at hedde Gianni Infantino.
Det står klart, efter at han onsdag blev genvalgt af de 211 medlemslande uden modkandidater på en Fifa-kongres i Paris.
Det danske fodboldforbund, Dansk Boldspil-Union (DBU), har dermed også været med til at genvælge den schweizisk-italienske præsident, der har stået i spidsen for Fifa siden februar 2016.
Ifølge formand for DBU Jesper Møller skyldes det blandt andet, at der er behov for stabilitet i toppen af international fodbold.
– Der har været og er et behov for at få ro på og give Fifa en chance for at eksekvere de mange reformer, der er vedtaget de sidste par år for at komme ud af det morads, der har været, siger Møller.
Han henviser blandt andet til den korruptionsskandale, der fik Fifas forrige præsident, Sepp Blatter, til at gå af.
/ritzau/