Vi skal hverken svinge for meget til venstre eller højre.
Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved Nyboder Skole i København, hvor han onsdag eftermiddag er mødt op for at stemme sammen med to af sine børn, Bergur og Lisa.
– Jeg beder danskerne om at reflektere over, hvilket land vi er, og hvad vi gerne vil være, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han opfordrer til, at man i Folketinget forener ambitioner fra både højre og venstre side af den politiske skala, så der både kommer fokus på klimaproblemer, virksomhedernes vilkår og velfærdssystemet.
– Jeg ved godt, at der ikke er mange, der abonnerer på den tanke. Men jeg vil gerne lave noget bæredygtigt hen over midten, siger Lars Løkke Rasmussen.
Løkke meddelte dagen før valget, at han ikke længere tror på en borgerlig regering, men i stedet vil gå efter at danne regering hen over midten.
Det vil ifølge Lars Løkke Rasmussen sikre, at yderfløjene i dansk politik ikke får noget at skulle have sagt.
– Man skal ikke være en stor analytiker for at kunne se, at hvis der kommer et blåt flertal i aften, vil det være et blåt flertal, der inkluderer nogle partier på den yderste højrefløj, som vil have nogle fordringer, som jeg ikke kan indfri.
– Jeg vil jo aldrig nogensinde bøje mig efter et menneskesyn, som hviler på, at vi skal deportere hundredtusindvis af danskere ud af landet. Det kan jo ikke lade sig gøre, siger statsministeren med henvisning til Stram Kurs’ politik.
I den senest Voxmetermåling, der er foretaget for Ritzau, står Venstre til at få 19,9 procent af stemmerne. Det er tæt på resultatet fra folketingsvalget i 2015, hvor partiet fik 19,5 procent af vælgernes krydser.
/ritzau/