Landsholdsspilleren Christian Eriksen er stadig irriteret over Tottenhams 0-2-nederlag til Liverpool i lørdagens Champions League-finale.
Det siger danskeren, efter at han onsdag mødte ind i landsholdslejren forud for EM-kvalifikationskampene mod Irland og Georgien.
– Jeg er meget bitter. Jeg vil meget gerne have haft den skide guldmedalje. Da vi gik ud på banen, gik vi ud lige ved siden af trofæet. Det er den pokal, man spiller om. Der er ikke mange, som husker andenpladsen, siger Christian Eriksen.
I kølvandet på finalenederlaget blev Eriksen bevilget to ekstra fridage af Åge Hareide. Derfor træner han først med de andre landsholdskammerater onsdag.
Han har blandt andet brugt sønnen Alfreds fødselsdag som et middel til at bearbejde skuffelsen fra Madrid.
– Jeg har været heldig med, at det har været sønnikes fødselsdag (tirsdag, red.), så jeg har kunnet koncentrere mig om en anden person i stedet for at tænke på finalen.
– Men det har selvfølgelig været hårdt. Der var bygget op til finalen i lang tid, og så gik vi hjem med en medalje, men ikke af guld. Når der går lidt tid, så tror jeg, at vi kan være mere stolte af, at Tottenham har været i en Champions League-finale.
– Men næste gang er det ikke nok med en andenplads, for vi vil ikke have den følelse igen, siger Eriksen.
Det var hans sjette sæson i Tottenham, og han har stadig ikke vundet et trofæ med klubben. Han godkender dog både sin egen og klubbens sæson efter finalepladsen i Champions League og fjerdepladsen i Premier League.
– Det har været en del op og ned. Vi kvalificerede os til Champions League igen, og det var egentlig målet.
– Vi var med i ligaen, indtil de andre to (Liverpool og Manchester City, red.) fandt et ekstra gear, og så kom vi i Champions League-finalen.
– Det var min største kamp i karrieren, og det var klubbens første Champions League-finale. Så sæsonen kunne være sluttet bedre med en titel, men ellers har det været en god sæson, siger Eriksen.
Han blev noteret for 10 mål og 17 måloplæg i 51 kampe på tværs af alle turneringer for Tottenham i sæsonen.
/ritzau/