Løkke frygter at dansk politik bliver mørkerød efter valget

    Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan ikke komme i tanke om, at der har været en smukkere valgdag med så dejligt vejr.

    Med den positive bemærkning indleder statsministeren sin tale i anledning af Grundlovsdag ved Dansk Metals grundlovsmøde i Slangerup.

    Men han bliver hurtigt mere alvorlig.

    – Vores samfundskage bliver taget for givet, og alle partier har travlt med at dele kagestykker ud til højre og venstre, men der er ingen, som tænker på bageren, siger Lars Løkke Rasmussen og slå fast, at “pengene skal tjenes, før de kan bruges”.

    – Aldrig har jeg stået over for en statsministerkandidat, som vil gøre Danmark fattigere, siger han, hvilket udløser en smule buh-råb fra teltet, hvor talen bliver holdt.

    – Tal for dig selv, lyder det fra en af tilhørerne.

    Lars Løkke Rasmussen fortsætter:

    – Vi har udsigt til det mest socialistiske regeringsprogram i årtier, hvis magten skifter. Jeg frygter, at politikken lynhurtig går fra rød til mørkerød, siger statsministeren, som pointerer, at “man bliver nødt til at tage farve af de partier, som bringer en til magten”.

    – Jeg taler af erfaring, siger Lars Løkke Rasmussen, som indtil nu har stået i spidsen for en borgerlig-liberale regering med Konservative og Liberal Alliance.

    Til sidst i talen gentager Lars Løkke Rasmussen det budskab, som han kom med tirsdag. Her sagde han, at han har droppet idéen om at videreføre regeringssamarbejdet med Liberal Alliance og De Konservative.

    I stedet vil han gå efter en regering hen over midten af dansk politik.

    – Hvis danskerne viser tillid til mig og Venstre, vil jeg gøre alt for at danne en regering, som bygger bro hen over midten, siger han.

    I valgkampens sidste Voxmeter-måling, foretaget for Ritzau, står blå blok til at få 45 procent af stemmerne, mens rød blok inklusiv Alternativet spås en sejr med 55 procent af stemmerne.

    Venstre står i målingen til at få en opbakning på 19,9 procent, hvilket ligger tæt op af valgresultatet fra 2015.

    /ritzau/