Morten Østergaard: Løkke får ingen redningskrans fra os

    De Radikales leder, Morten Østergaard, er fast besluttet på at lade Socialdemokraternes Mette Frederiksen få chancen for at danne en ny regering efter valget.

    Sådan lød det fra De Radikales leder, Morten Østergaard, da han onsdag morgen ankom hånd i hånd med sin kone til valgstedet ved Sundby Idrætspark på Amager i København.

    – Vi vil gerne give Mette Frederiksen chancen for at danne regering. Vi kommer ikke til at smide en redningskrans til Lars Løkke Rasmussen.

    – Men der følger betingelser med. Det er ikke nok med en ny statsminister. Vi skal have en ny politisk retning. Det er jeg garant for.

    – Så hvis man er bange for at spilde sin stemme, så er der kun os at stemme på, for uanset hvad afgør vi, at der kommer forandring, siger Morten Østergaard.

    Den radikale leder blev mødt af et opbud af godt ti journalister og fotografer uden for valgstedet.

    Han talte med et par unge mænd med indvandrerbaggrund, inden han gik ind for at sætte krydset.

    Morten Østergaard holdt for sig selv, hvilken kandidat han havde tænkt sig at stemme på og nøjedes med at fortælle, at stemmen gik til hans eget parti.

    Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) opgav tirsdag drømmen om ny regering i blå blok og vil nu arbejde på en regering hen over midten.

    Morten Østergaard mener, at der er brug for en ny person i spidsen for Danmark.

    – Vi ønsker et opgør med politikere, der vil sige og gøre hvad som helst for at bevare magten, siger han.

    De Radikale står i meningsmålingerne til stor fremgang.

    Ifølge Voxmeter ligger partiet til at få 8,9 procent af stemmerne, hvilket vil være næsten en fordobling i forhold til valget i 2015. Det vil kunne øge partiets mandater i Folketinget fra 8 til 16.

    Morten Østergaard drømmer om at få så mange mange stemmer, at en ny regering vil være afhængig af De Radikales mandater.

    – Jeg kniber mig selv lidt i armen. Men det er først i aften, at vi kender resultatet.

    – Drømmescenariet er, at uanset hvem der vil være statsminister for Danmark, så skal de sætte en ny retning.

    – Både på værdipolitik, miljø og klima, men også med en økonomisk ansvarlighed, der gør det muligt at investere i børn, unge og uddannelse, siger Morten Østergaard, der efter at have stemt tog videre til Testrup Højskole, hvor han skal holde grundlovstale.

    /ritzau/