Første amerikanske by forbyder salg af tobak

    Som den første amerikanske by forbyder Beverly Hills stort set alt salg af tobak.

    Byrådet i Beverly Hills har tirsdag aften lokal tid enstemmigt besluttet, at salg af cigaretter, cigarer, e-cigaretter og andre tobaksprodukter skal stoppe fra 2021.

    Forbuddet gælder salgssteder som kiosker, supermarkeder og tankstationer.

    Hoteller er undtaget, fordi turister skal have mulighed for at opretholde deres rygevaner under ferien. Turister kan få cigaretter og andre tobaksvarer bragt til deres hotelværelser, men skal stadig ryge dem udenfor.

    Det vil også fortsat være muligt både at købe og tænde en cigar på tre eksklusive cigar-lounges i den berømte Los Angeles-bydel.

    Det gælder blandt andet Grand Havana Room, som er skuespilleren Arnold Schwarzeneggers stamsted. Han har været fortaler for, at der fortsat skulle være mulighed for at ryge en cigar enkelte steder i byen, skriver Los Angeles Times.

    Ejere af tankstationer og kiosker har kæmpet imod den nye lov. De mener, at de vil miste kunder på det og i sidste ende blive tvunget til at afskedige medarbejdere.

    /ritzau/AP