Dødstal efter voldsomme demonstrationer i Sudan stiger til 60

    Dødstallet i Sudan stiger til 60 efter uroligheder i hovedstaden Khartoum.

    Mandag stormede bevæbnede soldater og sikkerhedsstyrker en gruppe demonstranter, der havde slået lejr ude foran forsvarsministeriet i den centrale del af storbyen.

    Dødstallet har indtil videre været 35, men nu opjusteres tallet, siger en sammenslutning af læger, der har forbindelse til koalitionen af protestbevægelser i landet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Den største af de civile protestbevægelser anklager det regerende militærråd for at stå bag angrebet på teltlejren og kalder det en “massakre”, skriver nyhedsbureauet AP.

    Det er det værste sammenstød i landet, siden præsident Omar al-Bashir blev afsat i april.

    Angrebet benægtes af det militære overgangsråd, der stillede sig i spidsen for landet, efter at Bashir var fjernet.

    Man har kun fjernet “uregerlige” personer, hedder det.

    Tirsdag meldte general Abdel Fattah al-Burhan, at det midlertidige militærråd planlægger et valg om ni måneder. Derudover skrotter man alle tidligere indgåede aftaler med oppositionen.

    Militæret valgte 11. april at afsætte Sudans mangeårige præsident, efter at der i månedsvis havde været massive folkelige protester imod ham og hans regime.

    Siden da har en paraplyorganisation for protestbevægelserne forhandlet med militærrådet om en overgang til et folkeligt styre.

    Forhandlingerne gik dog i hårknude og blev suspenderet i midten af maj, kort efter at parterne for første gang så ud til at nærme sig hinanden.

    /ritzau/Reuters