Superligaklubben Esbjerg kan nyde godt af ukrainske Yuri Yakovenko frem til udgangen af 2021.
Tirsdag meddelte Esbjerg således, at klubben har forlænget kontrakten med angriberen, der har scoret 13 mål i 52 kampe for Esbjerg.
25-årige Yuri Yakovenko kom til Esbjerg i sommeren 2017 for at genstarte karrieren efter en periode med skader, og i denne sæson har han scoret syv gange i Superligaen og fire gange i det afsluttede mesterskabsspil.
Ukraineren er glad for at fortsætte i den vestjyske klub.
– Jeg er meget glad for, at jeg skal fortsætte i Esbjerg. Jeg føler mig i god form, og jeg er tilpas i byen og blandt mine holdkammerater, så det var naturligt for mig at underskrive en ny aftale, siger Yuri Yakovenko i en pressemeddelelse fra Esbjerg.
Her vurderer sportschef Jimmi Nagel Jacobsen, at Esbjerg og Yakovenko kan få yderligere gavn af hinanden.
– Yuri har i de seneste seks måneder holdt et meget højt niveau, hvor han har vist, at han er en ægte fuldblodsangriber, der kan score mål.
– Med stenhårdt arbejde var han en evig trussel for forsvarsspillerne hos alle modstandere i Superligaen, siger Jimmi Nagel Jacobsen blandt andet.
Esbjerg vandt efter oprykningen til Superligaen bronzemedaljer i denne sæson.
/ritzau/











