Modige spillere skal give dansk U21-succes i Italien

    Ved U21-EM i 2017 kom Danmark aldrig tæt på en semifinaleplads, da holdet tabte de to første gruppekampe til henholdsvis Italien og Tyskland.

    I kampene, som endte 0-2 og 0-3, var det danske hold heller ikke reelt i nærheden af sejre, og de offensive spillere formåede ikke at sætte pres på de to stormagter.

    Men det skal være anderledes ved det U21-EM, som for Danmarks vedkommende indledes 17. juni i Udine med en kamp mod de forsvarende europamestre fra Tyskland.

    Både træner Niels Frederiksen og anfører Mathias Jensen slår fast, at man denne gang står klart bedre rustet til at true selv de store nationer. Og det er altafgørende for holdets muligheder.

    – I forhold til seneste slutrunde føler jeg, at vi som gruppe har en mere offensiv tankegang. Men det er også nødvendigt, at vi tør at satse en lille smule, siger Mathias Jensen.

    Det savnede han i hvert fald ved slutrunden i 2017, hvor han selv fik et sent indhop i kamp to og spillede hele den sidste gruppekamp, hvor Danmark slog Tjekkiet 4-2.

    – Det er kun etteren i gruppen, som er direkte videre. Det kan selvfølgelig gå galt, når man satser, men så har man i det mindste prøvet. Der synes jeg måske, at vi ikke satsede helt nok ved sidste slutrunde, siger Mathias Jensen.

    Landstræner Niels Frederiksen kan godt følge sin anførers holdning. For holdet havde ifølge den kommende Brøndby-træner også et andet udtryk dengang.

    – Der er flere profiler i denne årgang. For to år siden havde vi ikke en hollandsk mester, en belgisk mester, en sølvvinder i Tyskland og en dansk mester med. Det havde vi jo ikke. Der er flere profiler her, og det giver jo et eller andet i sig selv, siger han.

    Og vejen til succes ved U21-EM går gennem at være modig, slår landstræneren fast.

    – Jeg har lært, at hvis ikke vi tør at spille med bolden mod de bedste, så taber vi. Hvis vi bare stiller os ned og losser kuglen væk, så taber vi simpelthen.

    – Vi er nødt til at kunne spille med bolden og på den måde få noget ro i kampen ind imellem, lyder det fra Niels Frederiksen.

    Det var en af de lærdomme, han tog med hjem fra slutrunden i Polen for to år siden. Og han mener, at han denne gang har et hold med de fornødne individuelle kvaliteter til at bakke den offensive tilgang op.

    – Jeg synes bestemt, vi har et hold, som kan spille med, og hvis vi skal nå langt, så skal vi være dygtige, når vi har bolden og ikke bare til at forsvare, slår han fast.

    Ud over Tyskland er Danmark i gruppe med Østrig og Serbien ved U21-EM i Italien.

    Gruppevinderne samt den bedste toer fra de tre puljer avancerer til semifinalerne.

    /ritzau/