Landsret skærper straf til brødre efter skyderi på åben gade

    To brødre på 28 og 31 år er ved Østre Landsret kendt skyldige i forsøg på manddrab ved en skudepisode på Rovsingsgade på Nørrebro i sommeren 2017.

    Derudover er de kendt skyldige i våbenbesiddelse.

    28-årige Anwar Bahig Snounou idømmes 11 års fængsel, mens 31-årige Kamal Bahig Snonou straffes med fængsel i 12 år.

    Landsretten vurderede modsat Københavns Byret, at skudepisoden på Rovsingsgade var banderelateret.

    De to brødre, som ifølge politiet begge er medlemmer af banden Brothas, er dømt for at have skudt mod en mand, som af politiet betegnes som Loyal To Familia-medlem. Af de otte skud ramte et enkelt offeret i ballen.

    Begge brødre har tidligere forklaret, at skyderiet ikke var planlagt. Storebroren skulle heller ikke være vidende, om at der var en pistol i bilen.

    Ved byretten blev Anwar, som den eneste af de to brødre, kendt skyldig i at have affyret skuddene. Lillebroren fik ti års fængsel, mens Kamal blot blev kendt skyldig i våbenbesiddelse og blev idømt fængsel i fire år.

    Derfor kommer landsrettens afgørelse som et chok.

    – Han er selvfølgelig rystet over det. Han føler sig uskyldig, siger Rolf Lindegaard Gregersen, der er forsvarer for den 31-årige mand.

    Når storebroren får et år mere i fængsel, skyldes det, at han i forvejen er dømt for et drabsforsøg begået for ti år siden. Herfra har han en reststraf på omkring to år, forklarer forsvareren.

    Den 31-årige var prøveløsladt fra denne dom, da skudepisoden på Nørrebro fandt sted.

    Rolf Lindegaard Gregersen oplyser, at de nu overvejer, om de vil søge om tilladelse til, at Højesteret skal vurdere straffens størrelse.

    /ritzau/