Wass: Uventet landsholdscomeback er en bonus

    Det kom som en overraskelse for fodboldspilleren Daniel Wass, at han blev udtaget til landsholdets forestående EM-kvalifikationskampe mod Irland og Georgien efter flere års fravær på landsholdet.

    På trods af stærke præstationer for først Celta Vigo og siden Valencia blev Wass gang på gang forbigået af landstræner Åge Hareide, efter at 30-årige Wass tidligere havde meldt flere afbud af forskellige årsager.

    Uenighederne er nu lagt på hylden, og Wass er glad for, at han mandag kunne møde ind i landsholdslejren igen.

    – Jeg har ikke tænkt så meget på landsholdet, fordi jeg ikke har været med, men jeg blev da rigtig glad for at blive udtaget. Det kom da som en bonus for mig.

    – Jeg har haft en god snak med Åge i telefonen. Nu ser vi begge fremad, siger Wass, der ikke ønsker at være konkret om samtalens indhold.

    Han spillede senest en landskamp i november 2016. Under sin pause fra landsholdet har han følt, at han har været god nok til at blive udtaget igen.

    Han medgiver dog også, at han aldrig for alvor har imponeret i de 16 kampe, han indtil videre har spillet for landsholdet.

    – Jeg tror ikke, jeg har grebet de chancer, jeg har fået. Det er svært at svare på, men det har jeg nok ikke. Sådan er det i fodbold, man kan spille godt det ene sted, men ikke det andet. Sådan er det.

    – Det vigtigste for mig er at se fremad, siger Daniel Wass.

    I den netop overståede sæson var han med til at sikre Valencia en plads i næste sæsons Champions League, og sæsonen toppede med sejren over Barcelona i den spanske pokalfinale.

    Wass har både spillet på den centrale midtbane, som højre midtbane og senest mest som højre back. Han ser det som en styrke, at han også på landsholdet er i spil til flere pladser.

    – Det kan både være en fordel og ulempe at kunne spille mange pladser. Mange siger, at det er en ulempe, når man kan spille flere pladser, for så føler man sig ikke til rette noget sted. Jeg føler mig til rette alle de steder, jeg spiller, siger Wass.

    Ydmygt forventer han dog ikke meget spilletid i EM-kvalifikationskampene mod Irland og Georgien.

    – Man kan jo se, at holdet ikke har tabt i rigtig mange kampe, så man kan ikke bare komme ind og forvente spilletid med det samme. Men jeg håber og tror, at det nok skal lykkes at få spilletid, siger han.

    /ritzau/