To politibetjente er skuddræbt i Libanon

    To politimænd er blevet skudt og dræbt i Libanon mandag aften dansk tid.

    Det oplyser en kilde fra landets sikkerhedsstyrker (IFS) til det statslige nyhedsbureau i Libanon, NNA. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    De to betjente blev dræbt, da ukendte gerningsmænd åbnede ild mod en af sikkerhedsstyrkens politibiler i byen Tripoli i det nordlige Libanon.

    Ifølge nyhedsbureauet AP er der også meldinger om en såret politibetjent som følge af angrebet.

    Sikkerhedsstyrkerne og det libanesiske militær har efterfølgende opsporet og omringet de mistænkte gerningsmand. Det oplyser den anonyme kilde, skriver Reuters.

    Det statslige medie NNA giver ikke yderligere detaljer om mandagens angreb.

    Angrebet mod betjentene er sket på en aften, hvor beboerne i Tripoli fejrede den islamiske højtid eid , der markerer afslutningen på ramadanen.

    I den forbindelse har sikkerhedsstyrkerne i Libanon øget deres tilstedeværelse på gaderne flere steder i landet for at beskytte dem, der fejrer højtiden.

    /ritzau/