Holger Rune slår franskmand og er videre i French Open

    Caroline Wozniacki og Frederik Løchte er slået ud i dette års French Open, og Clara Tauson meldte fra til juniorernes udgave af grand slam-turneringen med en skade.

    Men Danmark er fortsat repræsenteret ved Holger Rune, som mandag eftermiddag vandt sin første kamp i juniorernes French Open.

    Syvendeseedede Holger Rune vandt 6-4, 6-2 over franske Pierre Delage efter lidt over en times spil på det røde grus.

    I første sæt brød Holger Rune med det samme Pierre Delages serveparti, og det skulle vise sig at blive ret så afgørende.

    For duellanterne holdt deres server i resten af sættet, selv om begge spillere havde mulighed for at bryde hinanden.

    Billedet gentog sig i begyndelsen af andet sæt, hvor Holger Rune igen brød franskmanden med det samme.

    Denne gang fortsatte Holger Rune dominansen, og han kom foran med hele 4-0.

    Pierre Delage fik reduceret et par gange, men der var aldrig for alvor spænding om kampens udfald, selv om Holger Rune i første omgang missede tre matchbolde.

    Med sejren er Holger Rune videre til anden runde, hvilket svarer til de 32 bedste i turneringen.

    /ritzau/