14 mennesker er søndag blevet dræbt og flere end 20 andre såret i et selvmordsangreb i byen Azaz i det nordvestlige Syrien. Blandt de dræbte er fire børn.
Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Angrebet skete, da en selvmordsbomber sprængte sin bil i luften nær en moské i Azaz, der kontrolleres af oprørere støttet af Tyrkiet.
– Mange mennesker var ved at forlade aftenbønnen, da eksplosionen skete, siger Rami Abdul Rahman, lederen af Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder med base i Storbritannien.
Det står ikke umiddelbart klart, hvem der står bag søndagens angreb.
/ritzau/AFP











