Lønnen står stille trods bugnende ordrebøger

    Selv om der er gang i dansk produktion, og der flere steder er mangel på hænder, følger lønningerne ikke med.

    Det skriver Politiken mandag.

    Lønstigningerne er så små, at det kommer bag på flere økonomer – heriblandt Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit.

    – Det, vi ser, går imod alle nationaløkonomiske naturlove, siger han til Politiken.

    Ifølge den seneste lønstatistik fra Dansk Arbejdsgiverforening er lønningerne steget med 2,5 procent fra 1. kvartal 2018 til samme kvartal i år.

    Ifølge Tore Stramer burde de gennemsnitlige lønstigninger være gået 3,5 procent op det seneste år, hvis de skulle følge teksten i de økonomiske lærebøger.

    Den udmelding bakker professor Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, op om.

    – Det er, som om tillidsfolk og fagforeninger ikke rigtig har forstået, at vi ikke længere lever i en krisetid. De presser slet ikke arbejdsgiverne hårdt nok til at dele ud af deres voksende overskud, siger han til Politiken.

    Avisen har også talt med fagforeningen Dansk Metal, der har medlemmer, som arbejder inden for blandt andet industri, transport og it.

    Her nikker cheføkonom Thomas Søby genkendende til, at medlemmerne har holdt igen på lønkravene.

    Dansk Arbejdsgiverforening (DA) derimod mener ikke, at det er et korrekt billede, der bliver tegnet af situationen. Ifølge DA er reallønnen inden for foreningens område i gennemsnit steget 1,6 procent om året siden 2015.

    Det er ifølge DA en højere reallønsstigning, end hvad der var under højkonjunkturen op til finanskrisen i 2008.

    /ritzau/