Lyngby og Vendsyssel bytter plads i de to bedste fodboldrækker i Danmark.
Det står klart efter søndagens returopgør i playoffduellen i Hjørring, hvor Lyngby og Vendsyssel spillede 2-2. Dermed vinder Lyngby samlet opgørene 4-3, efter 2-1 i den første kamp.
Lyngby vender dermed tilbage til Superligaen på flot maner, mens Vendsyssel må tilbage i 1. division efter en enkelt sæson i den bedste række.
Lyngby fik med den samlede sejr hævn fra sidste års playoffkampe, hvor Vendsyssel stjal sjællændernes plads i Superligaen.
Kampens intensitet vidnede om, hvor meget der var på spil.
En intensitet, der blot blev forstærket, da gæsterne fra Lyngby bragte sig foran på en tidlig scoring.
Efter 11 minutter slap angriberen Jeppe Kjær alene igennem efter en stor, nordjysk fejl på midten, og så kunne han let bringe de kongeblå foran 1-0.
Vendsyssel var klart mest på bolden i hele første halvleg, mens Lyngby lurede på omstillingsmulighederne.
Men ingen af holdene kom for alvor tæt på, hvorfor Kjærs enlige scoring betød, at Lyngby havde kurs mod Superligaen ved pausen.
Seks minutter efter pausen tog Lyngby så endnu et skridt mod Superligaen.
Endnu engang stjal Lyngby bolden, og få sekunder senere kunne Jeppe Kjær servicere angrebskollegaen Adnan Mohammad, der bragte gæsterne på 2-0.
Reglen om udebanemål betød, at Vendsyssel nu skulle score hele fire gange for ikke at overgive pladsen i Superligaen til Lyngby.
Efter 67 minutter reducerede Jon Thorsteisson for Vendsyssel på et straffespark, og Tiémoko Konaté udlignede til 2-2 med fem minutter igen.
Lyngby indkasserede dog ikke yderligere trods en nervøs afslutning på kampen og skal dermed spille Superligaen i næste sæson.
Mens Vendsyssel rykker ned i 1. division.
/ritzau/











