Gammel etageejendom står i flammer i det indre København

    Der er brand i en gammel etageejendom i det indre København.

    Det fortæller vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab Mads Graversen.

    Politi og beredskab rykkede ud omkring klokken 01.30 natten til søndag.

    Der er tale om adressen Gammel Strand 44, der ligger i nærheden af Christiansborg.

    – Der er tale om en stor udrykning i forbindelse med en brand på et kontor på anden sal. Der er fare for brandspredning til de øvre etager, siger Mads Graversen.

    Beredskabet forventer at være til stede ved adressen de kommende timer, men kan på nuværende tidspunkt ikke sige mere om brandens intensitet.

    /ritzau/