Trump: Briterne bør nægte at betale milliardregning til EU

    Den britiske regering bør nægte at betale regningen for brexit, hvis ikke EU’s stats- og regeringschefer går med til at opfylde Storbritanniens krav i forhandlingerne.

    Så kontant lyder opfordringen fra USA’s præsident, Donald Trump, i et interview med den britiske avis The Sunday Times.

    I interviewet siger Trump, at den næste britiske premierminister ganske enkelt bør “vende ryggen” til regningen, der lyder på omkring 39 milliarder britiske pund, svarende til omkring 330 milliarder kroner.

    I tillæg siger Trump, at den kontroversielle brexit-tilhænger og leder af Brexitpartiet, Nigel Farage, bør lede den næste runde af forhandlinger med EU om brexit.

    Interviewet med The Sunday Times kommer, få dage før Trump indleder et statsbesøg i Storbritannien.

    Briterne skal efter planen forlade EU 31. oktober.

    /ritzau/