Brasilien ånder lettet op: Neymars skade er ikke alvorlig

    Brasilianske fodboldfans frygtede det værste, da Neymar tirsdag humpede fra træningsbanen med det, der lignede en skade i det venstre knæ.

    Men fredag var der gode nyheder, da Paris Saint-Germain-stjernen deltog i hele træningen sammen med resten af det brasilianske landshold.

    Det meddeler Det Brasilianske Fodboldforbund, efter at Neymar havde siddet ude både onsdag og torsdag.

    – Jeg har det fint, jeg fik bare en forskrækkelse, siger den 27-årige angriber i et interview med tv-kanalen TV Globo.

    Neymar har siddet ude med en skade i sin højre fod i store dele af 2019, men i april vendte han tilbage for PSG og har siden spillet fire kampe.

    Brasilien er i disse uger ved at forberede sig på de sydamerikanske mesterskaber, Copa America, og træner derfor på anlægget Granja Comary lidt uden for Rio de Janeiro.

    Holdet møder Qatar i en træningskamp på onsdag, mens det går løs i første turneringskamp mod Bolivia den 14. juni.

    Brasilien, der er vært for Copa America, er desuden i gruppe med Venezuela og Peru.

    /ritzau/AP