Netanyahu opgiver at danne regering i Israel

    Netanyahu opgiver at danne regering i Israel.

    Parlamentsmedlemmerne har derfor på baggrund af et forslag stillet af Netanyahus parti Likud stemt for at opløse parlamentet, skriver New York Times.

    Det er første gang nogensinde, at israelerne må til stemmeurnerne igen på grund af et fejlslagent forsøg på at danne regering.

    – Vi vil føre en skarp, klar valgkamp, der vil sikre os sejren. Vi vil vinde, og offentligheden vil vinde, sagde Benjamin Netanyahu, efter at parlamentet havde stemt for at opløse sig selv.

    Netanyahu havde indtil midnat lokal tid til at præsentere en regering, og hans parti Likud meldte onsdag ud, at man kun manglede ét mandat for at have flertal i parlamentet og dermed en regering.

    Men det lykkedes altså ikke den garvede politiker at forene mindre nationalkonservative og ultraortodokse jødiske partier på højrefløjen.

    Frem for at give Israels præsident muligheden for at udpege en anden partileder til at forsøge at danne regering, hastede Likud forslaget om at opløse parlamentet igennem, skriver avisen.

    Forslaget blev vedtaget med stemmerne 74 for og 45 imod, skriver Reuters.

    Netanyahu så ellers ud til at kunne få en femte periode som premierminister i Israel, efter at hans parti fik 35 ud af 120 mandater i det israelske parlament, Knesset, ved valget 9. april.

    Bliver Benjamin Netanyahu endnu engang præsident Israel, vil han ved udløbet af sin femte regeringsperiode være landets længst siddende premierminister nogensinde.

    Han har allerede stået i spidsen for Israel i 13 år, men en strid mellem Netanyahu og hans tidligere forsvarsminister Avigdor Lieberman har voldt problemer.

    Liebermans nationalistiske parti, Israel Beiteinu, sikrede sig fem pladser i det israelske parlament ved valget, og den sekulære Lieberman har stået fast på et krav om, at ultraortodokse jøder skal aftjene værnepligt på lige fod med alle andre.

    Ifølge nyhedsbureauet AFP er et nyvalg sat til afholdelse 17. september.

    /ritzau/