– Jeg er ikke afskrækket af, at vi taler minimumsnormeringer, siger Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet, under tv-debatten “Højlunds Forsamlingshus” på TV 2.
Hun undgår dog at svare på, hvorvidt hun mener, at der skal indføres regler for, hvor mange børn der maksimalt må være per pædagog.
Netop minimumsnormeringer er vigtig for både Enhedslisten og SF, som kan blive Socialdemokratiets parlamentariske grundlag efter et valg.
Pernille Skipper, politisk ordfører i Enhedslisten, undrer sig over, at man kan lovgive om, hvor mange elever, der må være i en folkeskoleklasse, men ikke om hvor mange børn, der må være per pædagog i en daginstitution.
Mette Frederiksens melding er “sød musik i SF’s ører”, tweeter formand for SF, Pia Olsen Dyhr, under debatten.
Partiformanden siger, at flere minimumsnormeringer skal finansieres ved, at personer, der tjener mere end fem millioner om året, bliver pålagt en skat på 0,5 procent.
– Dem, der har mest i samfund, skal være med til at betale, siger hun.
/ritzau/











