Kristian Jensen står ved velfærdsløfte trods mindre udgiftspres

    Selv hvis presset på de offentlige udgifter frem mod 2025 bliver mindre, holder Venstre fast i sit velfærdsløfte på 69 milliarder kroner.

    Det siger finansminister Kristian Jensen (V) som kommentar til en ny beregning fra den liberale tænketank Cepos.

    – Vores udgangspunkt er stadig det velfærdsløfte på 69 milliarder kroner, som vi har givet.

    – Det er klart, at hvis trækket bliver mindre, er der også råd til at kigge på, hvor man kan forbedre ting henne, siger han.

    Beregningen fra Cepos bygger på en ny befolkningsfremskrivning for de næste 40 år. I den forudsiger Danmarks Statistik, at der i 2025 vil være færre børn, unge og ældre, end man hidtil har regnet med.

    Ifølge Cepos vil det betyde, at et øget pres på de offentlige udgifter nærmere vil ligge på 17,5 milliarder kroner i 2025.

    Det er tre milliarder mindre end Finansministeriets seneste prognose fra april, hvor vurderingen lød på 20,5 milliarder kroner.

    Venstres velfærdsløfte – akkumuleret – dækker de øgede offentlige udgifter fra Finansministeriets beregning.

    Kristian Jensen ønsker dog ikke at sige mere konkret, hvad de ekstra penge eventuelt skal bruges til – eller om de overhovedet skal bruges.

    – Jeg tror ikke, at nogen politiker helt ædrueligt vil påstå, at man kan sige nu, alt hvad der skal ske frem til 2025 – hvad der bliver af udfordringer og andet.

    – Og derfor er det en god idé, hvis der er en lille smule luft til nye initiativer, siger finansministeren.

    /ritzau/