Kinas Xi lægger op til øget samarbejde med USA


    Kina er klar til at samarbejde med USA inden for områder som cyberkriminalitet og miljø.

    Det fortalte Kinas præsident, Xi Jinping, tirsdag politikere og erhvervsledere, da han indledte sit ugelange besøg i USA med en tale til 650 spidser ved en banket i Seattle.

    Forholdet mellem Kina og USA er anstrengt, men står det til Xi, skal samarbejdet forbedres.

    – Hvis Kina og USA har et godt samarbejde, vil det være fundamentet for global stabilitet. Bliver der konflikt eller konfrontation, vil det føre til en katastrofe for begge lande og for verden som helhed, sagde Xi Jinping.

    Selvom lederen af verdens mest folkerige nation gjorde sit bedste for at overbevise amerikanerne om landets fredelige hensigter, kan han den kommende uge forvente en række kritiske spørgsmål om Kinas realpolitik – herunder menneskerettigheder og hackerangreb.

    Kina er af USA blevet beskyldt for at stå bag en række hackerangreb mod blandt andet Det Hvide Hus og store virksomheder i USA som Sony Pictures.

    Det er ifølge Reuters et af de store emner på programmet, når Xi Jinping fredag skal mødes med USA’s præsident, Barack Obama, i netop Det Hvide Hus.

    Blandt gæsterne ved banketten i Seattle var blandt andet Microsoft-grundlæggeren Bill Gates og den tidligere udenrigsminister i USA Henry Kissinger.

    /ritzau/Reuters