Lars Løkke advarer om navneleg efter møde om EU-topposter

    Lars Løkke Rasmussen mener, at det var helt efter bogen, at der blev snakket proces i stedet for personer under det første EU-topmøde efter weekendens EP-valg.

    – Der er ikke nogen overhovedet i aften, der har nævnt nogen navne, siger statsministeren efter topmødet, der handlede om fordeling af topposter i EU.

    – Hvis vi, allerede inden lige at have vendt kriterier og principper, går i navneleg, så går det galt allerede, inden vi går i gang, siger han.

    Løkke mener, at navneleg for tidligt i fordelingsprocessen, kan “dræbe” potentielle kandidaters chancer, inden de er blevet “rigtige kandidater”.

    Forud for mødet har statsministeren selv udtalt opbakning til Margrethe Vestager, der er spidskandidat for den liberale EU-gruppe, Alde.

    Ved topmødet tirsdag aften i Bruxelles diskuterede EU’s stats- og regeringschefer de overordnede linjer for, hvordan fire centrale topposter bør fordeles – herunder posten som kommissionsformand.

    I den afgående kommission, der fungerer som EU’s regering, er kun ni ud af 28 kommissærer kvinder. Og netop kønsbalancen har ifølge Lars Løkke, været en vigtig dimension i tirsdagens drøftelser.

    Han understreger dog, at det ikke er den eneste, der skal tages højde for i fordelingen.

    – Det er geografien – nord, syd, øst, vest – det er landestørrelser – store og små lande – det er politiske familier.

    – Hvis man skal indkode alt det i de her fire poster, så ender man nok med at gå på kompromis med noget af det, siger statsministeren.

    Tirsdagens topmøde er første skridt i en proces, som forventes afsluttet ved et topmøde i slutningen af juni, hvor medlemslandenes ledere skal tage en endelig beslutning om, hvem der skal nomineres til posterne.

    Derefter skal de godkendes af et flertal i EU-Parlamentet.

    /ritzau/