Kupledere i Burkina Faso og landets hær har sent tirsdag underskrevet en aftale, der skal afslutte en urolig periode, hvor præsidenten og flere ministre i det vestafrikanske land blev fjernet fra magten.
Det oplyser repræsentanter på begge sider af konflikten ifølge nyhedsbureauet AFP.
Dermed tyder det på, at den midlertidige præsident Michel Kafando igen kan regere i Burkina Faso.
Den nyligt indgåede aftale indeholder fem punkter. Blandt andet skal præsidentgarden, som har været involveret i kuppet, vende tilbage til sin base og forlade de magtposter, som garden havde overtaget i hovedstaden Ouagadougou.
Samtidig er hæren gået med til at trække styrker ud af hovedstaden og at garantere sikkerheden for dem, der har været involveret i kuppet og deres familier.
Aftalen blev fremlagt for lederen af Burkina Fasos Mossi-stamme foran pressen.
Tirsdag udstedte hæren, der er loyal over for Burkina Fasos regering, et ultimatum til kupmagerne om, at soldaterne ville gå til angreb, hvis ikke præsidentgarden nedlagde våbnene.
Soldaterne forlod tirsdag deres kaserner og baser forskellige steder i landet og rykkede mod hovedstaden.
Landets militære ledere indledte allerede mandag drøftelser med repræsentanter for præsidentgarden, der i sidste uge gennemførte et kup og tilbageholdt præsident Michel Kafando samt flere ministre.
Præsidentgarden er en elitestyrke, som var en vigtig hjørnesten i den tidligere præsident Compaores regime, inden denne blev væltet i oktober i fjor af demonstrationer. En planlagt opløsning af garden skal have været en hovedårsag til kuppet.
Kuppet fandt sted på et tidspunkt, hvor Burkina Faso var ved at forberede sig på det første valg efter afsættelsen af den tidligere præsident Blaise Compaore.
Fredsprocessen blev anset som et forbillede for andre lande i regionen.
/ritzau/AFP