Neymar får frataget anførerbindet for Brasilien

    Den 27-årige verdensstjerne Neymar får frataget anførerbindet for Brasiliens landshold til det kommende Copa America.

    Det meddeler det brasilianske fodboldforbund (CBF) i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet AP.

    Beslutningen sker på baggrund af, at Neymar i forbindelse med klubbens chokerende nederlag til Rennes i den franske pokalfinale slog ud efter en provokerende fan, da Paris Saint-Germain-spillerne var på vej op for at modtage sølvmedaljerne på tribunen.

    Neymar blev informeret af Brasiliens landsholdstræner, Tite, 25. maj.

    I stedet bliver det den 36-årige veteran med 107 landskampe Daniel Alves, der skal bære anførerbindet.

    Copa America skal spilles i Brasilien fra 14. juni til 7. juli.

    Brasilien er i gruppe med Bolivia, Venezuela og Peru.

    /ritzau/