Morten Løkkegaard (V) ser en klar linje fra Uffe Ellemann-Jensen, tidligere V-formand, udenrigsminister og stolt bærer af EU-sokkerne, til sit succesresultat ved europaparlamentsvalget.
Her er Løkkegaard Danmarks stemmesluger nummer ét med 207.558 personlige stemmer.
Den pro-europæiske tone har den 54-årige V-spidskandidat holdt vedholdende igennem ti år, og det giver pote nu, påpeger han.
– Ingen er i tvivl om, at jeg er europæer udover at være dansker. Jeg ønsker Danmark så tæt på det europæiske samarbejde som muligt, uden at jeg af den grund bliver føderalist – det har jeg aldrig været, siger han og tilføjer:
– Jeg står for en “Venstre classic”-linje, og jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er et barn af Uffe Ellemann. Han har jo været min mentor langt hen ad vejen.
Løkkegaard blev først valgt ind i Europa-Parlamentet i 2009, men opnåede med 44.010 personlige stemmer ikke genvalg i 2014.
Dog blev han kaldt ind, da Tørnæs blev kaldt hjem af statsminister Lars Løkke Rasmussen for at blive minister.
At Løkkegaard denne gang opnår godt fire gange flere stemmer end sidst, tilskriver han selv dels sin position som spidskandidat og skiftende tider.
– Jeg tror, at folk værdsætter, at jeg har arbejdet med det her i ti år og har stået for en ret konsistent linje EU-politisk, siger han.
– Netop i disse tider med uro og bevægelse på alle fløje europapolitisk, har det her valg vist, at man søger mod midten og det, man kan kender og anser for troværdigt.
/ritzau/











