Domstolsstyrelsen er blevet frifundet i en sag om digital tinglysning. Det har Østre Landsret mandag afgjort.
Foreningen Gruppesøgsmål.nu havde lagt sag an mod styrelsen, fordi mange – både borgere og virksomheder – oplevede lang sagsbehandling og kaos.
Det skete, efter at tinglysningen i 2009-2010 overgik fra at blive behandlet manuelt papir til digital behandling. I første omgang virkede systemet ikke.
Sagerne hobede sig op, og op mod 50.000 bolighandlende kunne som konsekvens ikke tinglyse deres handler.
Det førte ifølge Danske Boligadvokater til økonomiske tab for en del af de bolighandlende. De kunne hverken handle eller få hjælp, mens der var nedbrud i systemet.
Boligkøberne og -sælgerne mistede samlet op mod en halv milliard kroner, påstod advokaterne i sagen ifølge Danske Boligadvokater. Derfor gik 500 borgere sammen i et gruppesøgsmål mod styrelsen.
De ville have erstatning.
Men it-kokset kan den statslige institution Domstolsstyrelsen ikke stilles retligt til ansvar for, har landsretten mandag bestemt.
Tinglysning er et begreb, som dækker over den offentlige registrering, efterprøvelse og offentliggørelse af, hvem der eksempelvis ejer en given ejendom, andelsbolig eller et køretøj. Tinglysningen omfattet også ægtepagter.
Når en ejendom skal sælges, skal skødet og købsaftalen tinglyses. Det sker, for at sikre at andre rettighedshavere kan se, hvem der er den nye ejer af ejendommen.
/ritzau/











