Måling: Catalansk leder i eksil valgt ind i EU-Parlament

    Spaniens socialistparti ser ud til at blive størst ved det spanske EU-valg søndag, viser en valgstedsmåling foretaget for avisen ABC.

    Partiet tager ifølge målingerne 18 af de 54 spanske pladser i EU-Parlamentet.

    Partiet Vox, der ligger på den yderste højrefløj, ser ifølge målingen ud til at blive valgt ind i EU-Parlamentet for første gang. Vox ventes at få fire eller fem pladser.

    Valgstedsmålingen afspejler de store forandringer i Spaniens politiske liv, som også viste sig ved parlamentsvalget i sidste måned.

    Det konservative PP, som gik markant tilbage ved det spanske parlamentsvalg, mister også stemmer ved søndagens EU-valg. PP står til 11-12 pladser mod 16 pladser hidtil.

    Også den landflygtige catalanske separatistleder Carles Puigdemont ser ud til at have fået stemmer nok til en plads i parlamentet, men det er uklart, om han kan få lov at indtage den plads.

    Puigdemont lever i selvvalgt eksil i Belgien. Her flygtede han til fra Spanien i 2017, efter at han havde stået i spidsen for et forsøg på at løsrive Catalonien fra resten af Spanien.

    Han er efterlyst i Spanien og risikerer at blive anholdt, hvis han rejser til Spanien for at få det papirarbejde i orden, som er krævet for at kunne indtage sin plads i Europa-Parlamentet i Bruxelles.

    En anden catalansk separatist, Oriol Junqueras, er ligeledes valgt ind, viser den spanske valgstedsmåling.

    Junqueras sidder varetægtsfængslet i Madrid, mens retssagen mod ham foregår. Han er tiltalt for at have deltaget i forsøget på at løsrive Catalonien fra Spanien i 2017.

    /ritzau/Reuters