Lewandowski dedikerer triumfer til Robben og Ribery

    “Disse titler er for Franck og Arjen”.

    Bayern Münchens polske frontangriber, Robert Lewandowski, dedikerede pokalsejren over Leipzig lørdag aften til sine to afgående holdkammerater, hollandske Arjen Robben og Franck Ribery fra Frankrig.

    Robert Lewandowski scorede to gange i sejren i pokalfinalen, der sikrede Bayern München “The Double”, efter at Bayern også vandt det tyske mesterskab tidligere på måneden.

    – Disse titler er for Franck og Arjen. De har gjort så meget for klubben, og vi skal takke dem, sagde Lewandowski til den tyske tv-station ARD efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.

    35-årige Arjen Robben takker af efter ti år i klubben. Franck Ribery, der rundede 36 år i april, nåede 12 år i Bayern.

    I de 12 år vandt Ribery ni tyske mesterskaber, seks pokaltitler og en Champions League-titel.

    Robben nåede otte mesterskaber, fem pokaltitler og også en triumf i Champions League i 2013.

    Både Arjen Robben og Franck Ribery blev skiftet ind i pokaltriumfen og kunne dermed tage afsked med klubbens fans.

    /ritzau/