OB-spiller kalder FCM-opstilling i Brøndby usportslig

    OB tabte lørdag med 0-2 til Brøndby IF på hjemmebane, og fynboerne måtte derfor se sig af overhalet af Brøndby grundet en dårligere målscore.

    Dermed slutter OB på femtepladsen i Superligaen, og holdet misser dermed chancen for at spille europæisk fodbold i næste sæson.

    OB lå ellers længe lunt i svinget til som minimum at ende på fjerdepladsen, men flere pointtab i slutningen af sæsonen samt en stærk slutspurt af Brøndby gjorde, at OB blev overhalet i sidste spillerunde.

    En af de sejre, som Brøndby hentede, var i næstsidste spillerunde mod FC Midtjylland, hvor midtjyderne stillede op med hele ti ændringer i forhold til seneste kamp og tabte 1-4.

    Det ærgrer OB-spilleren Oliver Lund, som mener, at det var en usportslig optræden af vicemestrene.

    – Det er vattet og usportsligt af FCM, at de valgte at stille med et reservehold i Brøndby.

    – FC Midtjylland burde have vendt situationen om, for de havde helt sikkert også syntes, at det havde været usportsligt af os, hvis vi havde gjort det samme i en lignende situation.

    – Det bør aldrig blive en decideret fordel at møde FCM til sidst i en sæson, men det har det været i denne sæson, og det giver en tom og tarvelig fornemmelse, siger Lund.

    Oliver Lund betoner samtidig, at OB skulle have sikret sig fjerdepladsen inden lørdagens opgør mod Brøndby.

    – Nu ender jeg med at græde snot, og jeg skal selvfølgelig også understrege, at vi skal kigge indad.

    – Vi har selv haft alle muligheder for at afgøre det inden kampen mod Brøndby, så det er ikke godt nok af os, siger Oliver Lund.

    OB-anfører Janus Drachmann ærgrer sig ligeledes over midtjydernes mange ændringer, men vil ikke vurdere, om det var usportsligt eller ej.

    – Jeg er sikker på, at FCM havde været bitre, hvis det havde været omvendt, men det er op til andre at vurdere, om det var sportslig fair eller ej.

    – Vi skulle selv have afgjort det både i sidste runde og mod Brøndby, og det formåede vi ikke, siger Drachmann.

    Ifølge FC Midtjyllands pressekoordinator, Mads Hviid Jakobsen, har klubben ingen kommentarer til Oliver Lunds udtalelser.

    /ritzau/