Sejleren Anne-Marie Rindom kan kalde sig europamester i Laser Radial.
Lørdag sikrede hun guldmedaljen i suveræn stil allerede inden den afsluttende sejlads.
Det blev en kendsgerning, da hun vandt 11. sejlads i Porto.
Det skriver sejlerlandsholdet på Facebook.
Her kaldes præstationen “helt i særklasse”.
– Ganske enkelt en af de mest overbevisende præstationer i dansk sejlsport i mange, mange år, lyder det.
Rindom lå nummer to efter de første to sejladser mandag, men med to sejre tirsdag overtog hun føringen, og siden har hun ikke set sig tilbage.
/ritzau/











