Colombiansk cykelhold lukker efter dopingskandale

    Det colombianske cykelhold Manzana Postobon lukker ned med øjeblikkelig virkning, efter at to af holdets ryttere er blevet suspenderet for positive dopingprøver i den seneste tid.

    Det skriver holdet, der har prokontinental status, i en pressemeddelelse.

    Dopingskandalen har fået selskabet bag holdet, Corporación Pedaleamos por Colombia, til at trække sig, og samtidig har holdets sponsor, Postobon, også trukket sin støtte tilbage.

    – Efter de uheldige hændelser, der blev præsenteret i de seneste uger, hvor der var tale om atleter, der tilhører vores professionelle cykelhold, har vi besluttet ikke at fortsætte med det professionelle cykelhold.

    – Fra dags dato deltager holdet ikke i de konkurrencer, der ellers var planlagt i den nationale og internationale kalender, står der i meddelelsen fra holdet.

    I april blev Manzana Postobóns Wilmar Andres Paredes Zapata testet positiv for epo, og tidligere på ugen kom det frem, at Juan José Amador Castano var blevet testet positiv for testosteron.

    /ritzau/