Midt i valgkampen øger SF klimaambitionen

    Halvanden uge inden folketingsvalget smækker SF en klimaplan på bordet, som skal få Danmark i mål med at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030.

    Dermed hæver partiet klimaambitionen, som tidligere har været en reduktion på minimum 60 procent af CO2-udledningen.

    Planen vil partiet tage med til forhandlinger om en ny regering, hvis valgets udfald bliver en sejr til rød blok, som meningsmålinger længe har spået.

    – Det er rigtig vigtigt. Vi går til regeringsforhandlinger med den plan, at vi skal have en bindende klimalov, og den skal jo leve op til Paris-aftalen. Det skal være en bunden opgave for en kommende regering, siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.

    Målene i den bindende klimalov skal fastsættes af Klimarådet, regeringens rådgiver på klimaområdet, for at Danmark kan opfylde målet fra Paris-aftalen om at begrænse klodens temperaturstigning til 1,5 grader.

    Desuden mener partiet, at Klimarådet skal styrkes.

    SF vil primært finansiere klimaplanen med en forhøjelse af arbejdsmarkedsbidraget og topskatten. Det vil bidrage med tre milliarder kroner årligt.

    Hvis det viser sig, at Klimarådets anbefalinger ikke kan holdes inden for den planlagte finansiering, må pengene findes et sted.

    – Med tre milliarder er der i hvert fald noget at gøre godt med. Og hvis Klimarådet kommer med anbefalinger, som kommer til at koste yderligere, så må vi kigge på det, for det er en bunden opgave, siger Pia Olsen Dyhr.

    Klimaplanen indeholder også et mål om at plante skov, som svarer til arealet af tre gange Bornholm. Det er nødvendigt for at nå en reduktion på 70 procent.

    Spørgsmål: Kan man virkelig bare plante flere træer for at få regnskabet til at gå op?

    – Det er noget af det, som suger mest CO2, og som binder mest CO2, og det løser det på den korte bane. På den lange bane skal landbruget også lægges om, og teknologien er en stor del af det, siger SF-formanden.

    – Men vi kan ikke bare sætte vores lid til fremtidens teknologi.

    Man kan få fornemmelsen af, at Folketingets partier kæmper med hinanden om at være grønnest.

    11 ud af 13 af de opstillingsberettigede partier rakte hånden op under en partilederrunde på TV 2, da værten spurgte, hvem der havde den mest ambitiøse klimapolitik.

    Pia Olsen Dyhr afviser, at SF’s klimaplan er blevet til for at overgå de andre partiers grønne ambitioner.

    – Nej, det synes jeg ikke, det er fra SF’s side, når man ser på det ret seriøse grønne arbejde, vi har lavet siden 70’erne, siger hun.

    – Vores bud er seriøst og holdbart og handler ikke bare om at give et tal, som man godt kan få en fornemmelse af her i valgkampen, siger hun.

    /ritzau/