Toronto Raptors er bare én sejr fra NBA-finalerne

    Toronto Raptors er én sejr fra at komme i NBA-finalerne i basketball, efter holdet slog Milwaukee Bucks tidligt fredag morgen dansk tid.

    Raptors’ Kawhi Leonard scorede 35 point i kampen, der endte med cifrene 105-99.

    Bucks førte ellers med 14 point i første periode og 12 point i løbet af tredje periode, men ved indgangen til fjerde periode var forspringet skrumpet ind til bare tre point.

    Efter otte minutter ind i fjerde periode førte Raptors med otte point.

    Giannis Antetokounmpo var Bucks’ topscorer med sine 24 point.

    Toronto Raptors fører nu 3-2 i kampe i finalen i Eastern Conference, hvor der spilles bedst af syv kampe. Næste kamp spilles i Toronto natten til søndag.

    Vinder Milwaukee den, skal den syvende og afgørende kamp spilles i Milwaukee natten til tirsdag.

    I NBA-finalen skal vinderen af de to hold møde de forsvarende mestre, Golden State Warriors.

    /ritzau/