Russisk ret stadfæster dom på seks år til dansk Jehovas vidne

    En regional ret i Rusland har torsdag stadfæstet en dom på seks års fængsel til danske Dennis Christensen. Det oplyser Amnesty.

    Han er dømt for at videreføre trossamfundet Jehovas Vidner, der er forbudt i landet. Det skyldes, at Jehovas Vidner i Rusland siden foråret 2017 er blevet betragtet som en religiøs ekstremistisk organisation.

    Det betyder, at trossamfundet står på samme liste som nynazister og terrorsympatisører.

    Dennis Christensen er selvstændig tømrer, russisk gift og har boet i Rusland i 16 år. Senest syd for Moskva i byen Oryol, hvor han nu sidder fængslet.

    Han har været varetægtsfængslet siden 25. maj 2017. Han nægter sig skyldig i anklagerne mod ham.

    I februar blev han i en distriktsret idømt seks års fængsel. Det er den straf, som torsdag er blevet stadfæstet. I retten var omkring 80 mennesker til stede.

    Den tid, som Dennis Christensen allerede har afsonet, tæller med i de seks år, han skal afsone i alt. Og tiden som varetægtsfængslet tæller halvanden gang. Det oplyser Amnesty.

    Dermed står danskere ikke over for yderligere seks års afsoning.

    – Han skal tilbringe omkring tre år mere i fængsel, oplyser Amnesty.

    Det er i princippet ikke forbudt at være Jehovas vidne i Rusland, og der er cirka 175.000 medlemmer af trossamfundet i landet. Men vidner må ikke praktisere og missionere der.

    Trine Christensen, der er generalsekretær for Amnesty International Danmark, kalder det ubegribeligt, at Dennis Christensens dom stadfæstes.

    – Dennis Christensen er desværre blot én ud af mange, der chikaneres, tilbageholdes og fængsles i Rusland udelukkende, fordi de praktiserer deres religion, siger hun i en pressemeddelelse.

    Trine Christensen kalder den russiske lov mod ekstremisme for et middel til at undertrykke religionsfrihed og lukke munden på systemkritikere.

    Jehovas Vidner i Danmark oplyser, at der siden 20. april 2017 og indtil 22. maj 2019 er foretaget over 420 ransagninger af private hjem og anholdelser af vidner i Rusland.

    195 personer er sigtet eller tiltalt efter paragraffen om ekstremisme, ligesom Dennis Christensen var. 30 af dem sidder varetægtsfængslet, mens 24 er i husarrest.

    Jess Kjær Nielsen er Jehovas vidne og ven af Dennis Christensen. Ifølge ham har Dennis Christensen søgt om at blive flyttet i husarrest, men den anmodning er blevet afvist.

    Nu vil forsvareren ifølge Jess Kjær Nielsen se på dommen og overveje, hvad det videre forløb skal være.

    – Der er en mulighed for at anke, men advokaterne er ved at overveje, hvad der skal ske. Sagen kan nu også tages op af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Den er allerede registreret ved dem, siger han.

    Det er ikke sikkert, at Dennis Christensen kommer til at afsone i Oryol, hvor han sidder i øjeblikket.

    /ritzau/