Kæresteskænderi ender i knivstik på åben gade

    Et skænderi mellem et kærestepar på torvet i Haslev endte tirsdag eftermiddag med, at en 20-årig mand blev stukket i maven.

    Det skriver sn.dk.

    Knivstikkeriet i den sydsjællandske by skete ved 16.30-tiden.

    Manden er kørt til Køge Sygehus, men politiet kender ifølge sn.dk ikke hans nærmere tilstand.

    Efter knivstikkeriet flygtede mandens 15-årige kæreste sammen med en kvinde i en bil.

    De blev dog hurtigt anholdt på parkeringspladsen i Nørregade, der ligger lige over for Dagbladets redaktion.

    Her blev pigen og kvinden lagt i håndjern af adskillige politifolk, mens andre iført masker og handsker sikrede spor og beviser.

    /ritzau/