Højreministre smækker med døren i Østrig efter stor skandale

    En stor politisk skandale i Østrig fortsætter med at have konsekvenser.

    Tirsdag har den østrigske præsident, Alexander Van der Bellen, fyret landets indenrigsminister, Herbert Kickl, der kommer fra det stærkt højreorienterede Frihedspartiet (FPÖ).

    Det sker, efter at kansler Sebastian Kurz mandag bad om at få Kickl fyret.

    Som ventet har det ført til, at FPÖ-ministre har meddelt deres afgang. Det har præsident Van der Bellen tirsdag godkendt. En enkelt – udenrigsminister Karin Kneissl – fortsætter dog. Hun er udpeget af FPÖ som uafhængig.

    Tirsdag oplyser FPÖ desuden, at partiet vil støtte en mistillidsdagsorden til den konservative kansler, hvis den fremsættes.

    Den politiske krise i Østrig begyndte at rulle fredag aften.

    Her blev en video offentliggjort af de store tyske medier Süddeutsche Zeitung og Bild.

    Videoen viser, hvordan vicekansler Heinz-Christian Strache under et hemmeligt møde på den spanske ø Ibiza med en påstået rig, russisk arving kommer med diverse mere eller mindre lyssky tilbud.

    På mødet – tre måneder inden det østrigske valg i 2017 – siger Strache, at den angiveligt russiske kvinde kan få gyldne statslige kontrakter, hvis hun køber en stor, østrigsk avis og sikrer pæn omtale af FPÖ.

    Videoen førte til, at Strache lørdag forlod sin post som vicekansler.

    Mandag anbefalede kansler Kurz, at Kickl fyres. Han mente, at Kickl ville være den forkerte til at igangsætte en undersøgelse mod Strache.

    FPÖ svarede igen ved at sige, at partiet i så fald ville trække sine ministre.

    Kurz’ konservative parti, ÖVP, har været i en koalitionsregering med Frihedspartiet siden 2017. Det er sket med en dagsorden, der har været stærkt fokuseret på at forhindre migranter i at nå Østrig.

    /ritzau/