Radikale: Grænsekontrollen smadrer det indre marked

    Mens flere partier bakker op om Venstres forslag om at gøre det muligt at indføre permanent grænsekontrol, er De Radikale skeptiske.

    Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) foreslår, at man ændrer Schengen-reglerne, så det enkelte land selv skal kunne bestemme, om man vil kontrollere sine grænser.

    De Radikales spidskandidat ved europaparlamentsvalget, Morten Helveg Petersen, kalder det et “udspil til valgkamp og ikke til virkelighed”.

    – Mener man virkelig, at lastbiler og danskere på ferie i Europa skal holde i kilometerlange køer?

    – Det her forslag smadrer det indre marked fuldstændigt. Det er det, man gambler med, siger Helveg.

    Venstres spidskandidat, Morten Løkkegaard, mener dog ikke, at Danmark har noget andet valg end at holde fast i grænsekontrollen.

    – Den frie bevægelighed er et fantastisk gode, der har skaffet os milliarder. Men det har de kriminelle, terroristerne og menneskesmuglerne også fundet ud af, og det er vi nødt til at give svar på.

    – På samme måde, som man bliver kontrolleret i lufthavne og ved store begivenheder, skal vi også kunne sikre den frie bevægelighed for varer og lovlydige borgere, samtidig med at vi gør det svært for de kriminelle, siger Løkkegaard.

    Morten Helveg Petersen mener omvendt, at man bør gribe til andre løsninger for at imødekomme migrationspres, grænseoverskridende kriminalitet eller terrortrusler.

    Det kunne være øget kontrol ved EU’s ydre grænser eller dansk indmeldelse i Europol-samarbejdet.

    – Grundlæggende er det et stort spild af ressourcer at kontrollere enkelte overgange, når man uantastet kan gå hen over veje og marker alligevel.

    – Hvis det var sådan, at politiet kom og bad os om permanent kontrol, ville jeg måske se anderledes på det, men det er jo heller ikke tilfældet, siger Morten Helveg Petersen.

    Han mener i øvrigt ikke, at det er realistisk at få opbakning til Venstres forslag blandt EU-landene.

    – Det er ikke engang lykkedes for Venstre at samle et flertal i den liberale gruppe i Europa-Parlamentet for det her, siger han.

    Venstre og De Radikale tilhører i EU-Parlamentet begge den liberale gruppe, Alde.

    /ritzau/