Person død efter påkørsel i Nyborg: Togbusser er indsat

    Togene holder mandag formiddag stille mellem Nyborg og Korsør. Det skyldes en personpåkørsel på Nyborg Station.

    Dødsulykken skete lidt efter klokken 09.00 mandag morgen, og påkørslen forventes at skabe trafikale ændringer frem til omkring klokken 12.00.

    Togdriften er indstillet i begge retninger, så indtil omkring middagstid kører togbusser passagererne mellem Odense og Korsør.

    – Vi har bestilt togbusser, så de er på vej, men de er endnu ikke fremme, siger DSB’s pressevagt klokken 09.40.

    Lidt over klokken 10.00 er de første busser i drift. De holder i Kottesgade i Odense, i buslommen ved spor 1 i Langeskov, på forpladsen ved stationen i Nyborg og på Storebæltsvej foran stationen i Korsør.

    På Twitter skriver politiet, at personen, der blev påkørt, er død.

    – Personen, der er påkørt, er desværre død. Vi arbejder så hurtigt, vi kan, med at blive færdige med vores undersøgelser, så togdriften kan genoprettes, skriver Fyns Politi klokken 10.15.

    Det har ikke været muligt for Ritzau at få fat kontakt til oplysninger om, hvordan påkørslen skal være sket, eller hvem den pågældende var.

    /ritzau/