Holdkammerat om FCM-helt: Jeg kender ingen så sej

    Den 34-årige FC Midtjylland målmand Jesper Hansen fik i weekendens superligakamp mod FC København en pause efter en tragedie i den nærmeste familie, da hans bror mistede livet i en trafikulykke.

    I fredagens pokalfinale var Jesper Hansen tilbage og reddede to straffespark i sejren over Brøndby.

    Det blev naturligvis et omdrejningspunkt i reaktionerne fra fans og spillere, da jublen brød løs.

    – Den måde, han har tacklet det på, Jesper … jeg kender ingen så sej, siger FCM’s Marc Dal Hende til TV3+.

    – Det har været et hårdt forår for os, og nogle af drengene har oplevet tragedier, og vi har bare stået sammen.

    Han scorede selv på et vigtigt tidspunkt i straffesparkskonkurrencen og var helt oppe at køre efter triumfen.

    – Det er så vildt. Det er den største enkeltstående kamp i Danmark, og der er bare en anderledes tænding på.

    – En fed kamp, der blev afgjort på den mest dramatiske måde med os som vindere. Det er en kæmpe forløsning for holdet, siger FCM’s Marc Dal Hende til TV3+.

    Herefter kaldte han til fest, alkoholindtag og træningsfri lørdag.

    Den ordinære kamp sluttede 1-1. I straffesparkskonkurrence reddede Jesper Hansen forsøg fra Dominik Kaiser og Josip Radosevic.

    Ved pokaloverrækkelsen bar Jesper Hansen en t-shirt til minde om sin bror.

    /ritzau/