Løkke: Venstre står styrket tilbage efter SV-melding

    Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har luftet tanker om en mulig SV-regering i samtalebogen “Befrielsens Øjeblik”. Den udkom torsdag.

    Det har skabt fnidder blandt de øvrige regeringspartier. Liberal Alliance og De Konservative vil ikke støtte en SV-regering.

    I bogen udtaler Løkke også, at det ikke er nogen naturlov, at Venstres næstformand, Kristian Jensen, bliver partiets formand.

    Fredag skulle Løkke igen forholde sig til bogens indhold.

    * Spørgsmål: Lars Løkke Rasmussen, står VLAK-regeringen styrket eller svækket tilbage efter dine tanker om SV?

    – Jeg synes, at Venstre står styrket tilbage.

    * Spørgsmål: Men hvad med VLAK-regeringen som helhed? Står den styrket eller svækket tilbage, når du lufter tanker om en SV-regering?

    – Vi ved ikke, hvordan den står, før valget er overstået.

    * Spørgsmål: Anders Samuelsen (LA-leder) og Søren Pape Poulsen (K-formand) lader ikke til at være enige i dine tanker?

    – Men det er også mine tanker. Vi fører valgkamp, og jeg er formand for Venstre. Jeg fyldte 55 år den anden dag. Jeg gider ikke alt sådan noget spekulativt noget.

    – Jeg vil have lov til at sige tingene, som jeg føler dem og tænker dem. Det er det, jeg gør her. Det, jeg siger, er ikke ekskluderende, heller ikke i forhold til dem.

    * Spørgsmål: Du siger, at det ikke er nogen naturlov, hvem der skal være formand for Venstre efter dig. Hvorfor finder du det nødvendigt at komme med denne indirekte kritik af Kristian Jensen?

    – Det er ikke en kritik af nogen. Det er bare en faktuel oplysning. Det er jeres opgave med det der spin, spin og dynamolygte, og jeg gider ikke deltage i det.

    * Spørgsmål: Hvad synes du om Kristian Jensens lidt lunkne modtagelse af dine budskaber i bogen?

    – Det var en fin modtagelse. Han sagde ligesom jeg, at han vil kaste alle sine kræfter ind i, at det borgerlige-liberale Danmark er så stort, at vi kan regere videre. Det er også min prioritet.

    Ritzau har fredag talt med Kristian Jensen om bogens indhold. Men han ønskede ikke at kommentere på hverken SV eller sin egen fremtid.

    /ritzau/