Kristian Jensen afviser Løkkes åbning for SV-regering

    Næstformand i Venstre Kristian Jensen ser ikke for sig, at en regering efter et valg kan bestå af Socialdemokratiet og Venstre.

    Det siger han til Berlingske i kølvandet på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en ny bog åbner for, at de to partier kan danne regering sammen. Men den idé deler Kristian Jensen altså ikke.

    – Jeg noterer mig, at Lars Løkke Rasmussen siger, at hans førsteprioritet er en borgerlig-liberal regering, og det, synes jeg, er en rigtig førsteprioritet, siger Kristian Jensen til Berlingske.

    På spørgsmålet om, hvorvidt Venstres næstformand kunne forestille sig en SV-regering som andenprioritet siger Kristian Jensen:

    – Nej. Jeg forestiller mig at lægge kræfter i, at førsteprioriteten bliver en realitet.

    /ritzau/